En rigtig Lady og vagabonden- ret med de lækre smage fra de grillede aubergine og basilikum – og ikke at forglemme den smovsede tomatsovs. Mums.
Kødboller
- 500 g gris/kalvekød
- ½ tsk. spidskommen
- 1 tsk. salt
- ¼ tsk. chilipulver
- 3 spsk. havregryn
- 2 spsk. mælk
Kom alle ingredienser i en røremaskine. Lad det røre godt rundt i 5-6 min. Stil farsen på køl i 30 min. Form farsen med en teske til små boller og steg kødbollerne på en pande i lidt olie.
Tomatsovs
- 700 g passata eller 2 ds. hakket tomater
- 1 spsk. olie
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 2 spsk. basilikum
- ½ l bouillon
- evt. jævning af 4 spsk. mel og 8 spsk. vand
- salt og peber
- 1 aubergine + salt
Skær auberginen i skiver på den korte led ca. 1 cm tykke. Læg dem på et skærebræt og drys med fint salt. Lad det trække i 15-20 min. og skyl saltet af. Grill dem på en pande eller på bageplade i ovnen i 20-25 min. til de har fået farve. Lad dem køle og skær i mindre tern.
Hak løg og hvidløg fint. Kom olie i en gryde og svits løg og hvidløg. Tilsæt derefter passata sammen med bouillon og lad det simre i 20-25 min. Rør engang imellem. Tilsæt basilikum, kødboller og auberginetern i og evt. jævning. Krydr med salt og peber. Server med frisk pasta.